Der findes mange versioner af sojamælk, men de kan i hvert fald deles op i to hovedkategorier: Vestlig og østlig.
Den vestlige er mere en mælkerstatning (og fyldes derfor med ekstra mange smagsstoffer for at smage mere af mælk), mens den østlige mere svarer til "soya-juice".
Grundopskriften svarer til den østlige (se dog under variationerne nedenfor). Den kan bruges som basis for smoothies, drikkes rent eller den kan tilsættes forskellige smagsstoffer.

  • 2 dl tørrede sojabønner
  • 1 liter vand
  • evt. lidt – meget lidt – salt

Variationer:

Den østlige:
Tilsæt lidt brøndkarse (giver mælken en flot farve) eller en skive ingefær

Den vestlige:
Tilsæt Malt og evt. lidt sirup

Den søde:
Tilsæt honning, hvidt sukker eller muscovado

Øvrige idéer:
Tilføj enkelte elementer eller kombinationer af:

  • Muskatnød
  • Kanel
  • Vanilje, vaniljesukker eller vaniljeekstrakt

Fremgangsmåde:

Udblød bønnerne natten over i vand.

Hæld vandet fra, skyl med frisk vand og kassér dette også.
(Jeg har hørt, at man kan koge soyabønnerne i nogle minutter (i en mikrobølgeovn). Det siges at fjerne noget af den skarpe bønnesmag, men gør det måske også lidt sværere at presse saft af).

Hæld frisk, koldt vand på bønnerne.
Hæld bønner og vand (og evt. brøndkarse) gennem din Hurom, sørg for, at der altid kommer vand ned sammen med bønnerne.

Si evt. mælken over i en gryde med (f.eks. gennem en fin sigte eller en stofble). Du kan bruge resterne (kaldet "Okara") i f.eks. brød

Tilføj smagsstoffer.

Bring mælken i kog, og kog i 15 minutter.
Rør ofte for at forhindre at der kommer skind på. Og hold øje med, at det ikke koger over.
Fjern ingefær og andre "klumper" fra mælken.

Afkøles til stuetemperatur og hæld over i en patentflaske. Mælken kan herefter opbevares i køleskab.

Det kan være rigtigt god idé at si mælken over i patentflasken:
Den kan nemlig være lidt grynet; især hvis mælken har været kogt over...